En ud-af-hunden-oplevelse
Går du med et ønske om at prøve livet som hund, så har Sony nu et spil, der kan opfylde det. Spillet har fået den danske titel "Et Hundeliv" og går ud på at grave efter kødben, pisse territorier af og snuse til alt der har en duft. Det er god underholdning for de yngste i familien, men andre kan også være med. Vuf vuf?
Jake er en helt almindelig hund. Han har en svaghed for kødben, modtager sponsorater fra Pedigree, har luft i maven og flirter lidt med nabohunden Daisy. Men en dag bliver der vendt op og ned på Jakes fredelige liv. En hundefanger kommer forbi og fanger både ham og Daisy. Det lykkes Jake at slippe fri, men Daisy er knap så heldig. Hun bliver kørt bort og Jake begiver sig nu ud i den store verden for at finde hende. Han har dog ikke mere travlt, end at han på sin vej kan dyste mod andre hunde, hjælpe de dumme mennesker og frem for alt spise en masse kødben. Der er ikke nogen overraskelser i historien, men der er masser af sjove folk, der kan holde interessen fanget alligevel.
Livet er kødben
Dogs Life - Et hundeliv tilhører adventure genren, men har enkelte action og platform elementer. For at komme videre i spillet skal man løse små opgaver, som oftest går ud på at samle et antal dufte eller snuse sig frem til tabte ting og sager. Spillet ses fra et tredjepersons perspektiv, men når der skal snuses, så skifter man til et førstepersons perspektiv, hvor de mange forskellige dufte nu bliver synlige og farverige. Samler man eksempelvis otte gule dufte vil det føre til en dyst mod den lokale hund. Dysten går ud på at mærke flest territorier af. Dufte i andre farver fører til andre dyster, eller et gratis kødben. Og netop kødben er meget vigtige for Jake. Jo flere kødben han har, jo stærkere bliver han og jo nemmere har han det i dysterne. Nogle kødben er desværre helt utilgængelige for Jake selv, men også det er der råd for - nemlig en såkaldt ud-af-hunden-oplevelse. Når en sådan indtræffer, så overtager man i kort tid en anden hunds krop og kan nu benytte sig af dennes kræfter. Der er eksempelvis små hunde, som kan kravle ind i hønsehuse, store hunde med mange kræfter og hunde med cognac om halsen. Alle sammen kan hjælpe Jake med at skaffe flere kødben, udfordringen er bare at finde et anvendelsesområde til hver hund.
Mest for de yngste
Styringen af Jake og de andre hunde er desværre ikke helt god. Den føles meget løs og upræcis og især når der skal hoppes kan det være svært at kontrollere. Problemerne er størst i førstepersonsperspektiv, men at kameraet til tider opfører sig temmelig sært i tredjepersonsperspektivet gør ikke denne del meget bedre. Det er dog ikke så slemt, at man ikke kan vænne sig til det og irritationen bliver sjældent stor, da
|
|
man ikke kan dø. Dette er dog også en ting, der gør spillet lidt for nemt for den erfarne gamer, men for de yngste er spillets sværhedsgrad perfekt. Udfordringen består stort set kun i at finde de mange dufte. Det er heller ikke muligt at sidde fast i spillet. Kan man ikke klare en opgave, så går man bare videre til den næste. Spillets længde kommer an på, hvor mange kødben, man vil finde. Haster man igennem spillet uden at finde de over 100 kødben, kan det gennemføres på omkring 10 timer. Men vil man finde alle kødben, så får man ganske mange timers spil for pengene. Nam nam, Eau de Stank Dogs Life - Et hundeliv har ikke blot fået en dansk titel, det har også fået dansk tale. Og den er endda mindst ligeså god som den engelske. Enkelte folk overspiller en smule, men generelt så er de danske stemmer gode og morsomme. Replikkerne er godt skrevet og der leges med sprog og ord. Man må flere gange tage sig selv i at sidde og grine over Jakes sjove kommentarer og kommer man forbi en tændt radio, kan man stå i mange minutter og lytte på de sjove interviews og reklamer for kattemad. At alt er på dansk er selvfølgelig en kæmpe fordel for de yngste gamere og for en gangs skyld kan et spil rent faktisk spilles af alle, der kan holde på en kontroller. Også spillets musik er god - der er måske ikke de store iørefaldende melodier, men den fungerer godt og ændrer sig fint med de forskellige områder og situationer. Plastik-grafik Grafisk er Dogs Life - Et Hundeliv en lidt blandet fornøjelse. Det største minus er nogle slørede teksturer, der samtidig er meget blanke og får mange ting til at ligne plastik. De forskellige personer er desuden alt for kantede og animationen af dem er meget simpel. Animationen af Jake og hans hundevenner er derimod god og objekter der er langt væk er mere slørede end dem, der er tæt på - en effekt vi ikke ser så tit på PlayStation 2. Stilen er generelt ret enkel, men det virker alligevel ikke helt gennemført. Nogle ting er langt mere detaljerede end andre og den svingende kvalitet på animationerne får også stilen til at virke lidt rodet. Turen går fra Jakes hjemlige landlige idyl, over sneklædte bjerge og frem til den trafikerede storby. Alle områder er farverige og spændende at udforske, men med kun tre områder kunne variationen godt have været større og så er landskaber og bygninger meget kantede. Konklusion Dogs Life - Et Hundeliv har nogle problemer med styringen og for den erfarne gamer er spillet lidt for nemt og hurtigt gennemført. Spillet er perfekt afstemt til målgruppen som er de yngre spillere og her er gode danske tale meget velkommen. De mange dyster og opgaver er en fornøjelse at løse og så er det da originalt at få lov til at være en hund, der skal mærke territorier af.
|
|
|