X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Jak II: Renegade


Jak Theft Auto

Den længe ventede efterfølger til det platin sælgende Jak & Daxter er nu havnet i vores forventningsfulde hænder. De dygtige udviklere hos Naughty Dog har ikke blot brugt de sidste to år på at lave et spil i forgængerens ånd, de har også haft modet til at ændre på den opskrift, der gav Jak & Daxter så stor succes. Om denne ændring så er af det gode, kan du læse mere om i vores anmeldelse af Jak II: Renegade.

Spillet starter, hvor dets forgænger sluttede, nemlig med at Jak og Daxter finder en tidsportal, der sender dem langt ud i fremtiden. Her bliver Jak taget til fange af den onde Baron Praxis, mens Daxter når at undslippe. Efter to år lykkedes det Daxter at redde Jak fra Baronen, men de to år har ændret Jak. Baron Praxis har udført grusomme eksperimenter på ham og han kan nu forvandle sig til Dark Jak. I denne tilstand er Jak ikke den stille fyr, man husker fra det første spil, men er i stedet særdeles hidsig og ikke særlig køn. Jak er ikke glad for sit nye jeg og beslutter sig for hævn. Det viser sig dog, at det ikke er nogen nem sag at fange Baron Praxis. Han styrer sin by med jernhånd og kun meget få folk tør gøre modstand. Der er dog nogle, som har modet og disse folk forsøger Jak at komme i kontakt med. Desværre for ham skal han først vise sit værd og må nu igennem en lang række missioner for at gøre sig fortjent til nye våben og en højere status i modstandsbevægelsen. Spillets historie er spændende og fortælles gennem masser af små sjove og godt instruerede mellemsekvenser. Specielt den lille Daxter er utrolig morsom. Gang på gang dummer han sig og konstant kommer han med sjove kommentarer. Disse sekvenser løftes yderligere af spillets gode voice-acting. Desværre for nye spillere, så er der en del henvisninger til forgængeren og har man ikke spillet den, vil man næppe få det fulde udbytte af historien.

Jak i storbyen

Naughty Dog har ændret ganske meget på, hvordan spillet fungerer i forhold til sin forgænger. Jak II er ikke nogen rendyrket platformer. Forventer man det, vil man blive skuffet. I stedet så låner spillet ganske meget af den måde Grand Theft Auto 3 er opbygget på. Liberty City er blot udskiftet med en Star Wars inspireret fremtidsby kaldet Haven City. I sin søgen efter folk, der kan hjælpe ham med at styrte Baron Praxis, må Jak igennem et utal af missioner. Disse missioner spænder bredt, men fælles for dem alle er, at Jak først skal transportere sig frem til, hvor de foregår. For at komme frem må man anskaffe sig et af de mange svævende fartøjer byen er trafikeret med. Anskaffelsen foregår på bedste Grand Theft Auto manér ved, at man udser sig det fartøj, der ser hurtigst ud, smider føreren ud og stjæler det. Desværre er byen så stor, at man bruger alt for lang tid på at transportere sig rundt i den. Det bliver hurtigt ensformigt og de snørklede, overbefolkede og overtrafikerede gader er frustrerende at navigere rundt i. Ombord på disse fartøjer kan man vælge enten at flyve højt eller lavt. Flyver man lavt, er det svært at undgå at ramme uskyldige folk eller de patruljerende vagter. Men flyver man højt kan man godt forberede sig på ret hurtigt at skulle anskaffe sig et nyt fartøj, da det er temmelig svært at undgå at ramme sine medtrafikanter og dermed blive sprængt i luften.

Stor variation

De missioner, man bliver sendt ud på, er alle tæt forbundet med spillets historie, så de kommer aldrig til at virker ligegyldige. Nogle er ren action, hvor man render rundt og skyder monstre med Jaks hele tiden
voksende arsenal af våben. Andre minder mere om klassiske platformbaner, med utallige krystaller der skal samles op og masser af præcisions hop. Begge disse missionstyper er umådeligt underholdende og variationen er fantastisk. Der er sjældent en mission, der minder om en anden, selv når der foregår i samme område. De forskellige områder indeholder desuden ganske mange hemmelige krystaller, der skal findes, hvis man vil låse op for snydekoder og andre bonus ting. Desværre så indeholder spillet også endnu en missionstype. Her skal man flyve rundt i byen og udføre forskellige ærinder på tid. Det kan være taxa kørsel eller opsamling af forskellige tyvekoster. Dette er dog bare ikke særligt underholdene på grund af de problemer, der i forvejen er med transporten rundt i byen. Man må hele tiden starte forfra, fordi man sprænger i luften eller bliver forsinket af de snørklede gader og trafikken. Det skal dog retfærdigvis siges, at der ikke er helt så mange af disse missioner, som der er af de andre. Og bliver frustrationen for stor kan man ofte også springe missionen over og klare den på et senere tidspunkt.

Styr dig Jak

Styringen af Jak er god, men ikke helt perfekt. Den minder meget om styringen i de fleste platformspil, så der er ingen problemer med at lære den. Jak har en lang række forskellige hop, men desværre er de ikke alle lige nemme at bruge. Specielt hans dobbelt hop er problematisk. Ideen er, at han i luften skal kunne foretage endnu et hop, men desværre så fejler dette nogle gange med det resultat, at Jak styrter i afgrunden. Det hjælper dog at være meget opmærksom på timingen af sine knaptryk. Når der skal bruges skydevåben, sigter Jak automatisk, hvilket fungerer rigtigt godt. Heller ikke som Dark Jak er der nogen problemer med at udføre de nu lidt voldsommere manøvrer. Kameraet føres automatisk, men nogle gange er det lidt for lang tid om at skifte vinkel. Vi oplevede desuden et par gange at kameraet satte sig fast bag skilte og lignende. Man kan dog nemt justere det med et hurtigt tryk på højre analog stick.

Imponerende grafik

Jak II er uden tvivl et underholdende spil, men spillet imponerer først for alvor på det tekniske område. Grafisk er spillet noget af det bedste vi har set på PlayStation 2. Figurerne er farverige, super godt animerede og indeholder så mange polygoner, at de ikke virker den mindste smule kantede. Byen er fuld af liv og de mange personer der går omkring virker sjældent som kloner af hinanden. Områderne er enorme og fulde af detaljer. Finder man et højt sted i byen, kan man ikke lade være med at stoppe op og nyde udsigten. Det er imponerende så langt, man kan se og så meget variation der er i byen, som indeholder parker, havne, slumkvarterer og mange andre områder. Der skiftes flydende mellem nat og dag hvilket hele tiden giver byen et nyt udtryk. Selv himlen er et imponerende skue med solnedgang og stjernehimmel. Også effekter som ild, vand, lys og varmedis er godt lavet. Alt dette præsenteres næsten uden loadetider, men desværre også med enkelte ujævnheder i frameraten.

Konklusion

Jak II: Renegade er grafisk et af de flotteste spil, vi har set på PlayStation 2, men også størstedelen af selve spillet er fantastisk underholdende. Missionerne er godt designet og fulde af variation. Styringen er god, når man lige lærer timingen på de lidt sværere hop. Desværre trækker transportdelen ned på vores vurdering af spillet. Man bruger alt for lang tid på den og missionerne baseret herpå bliver nemt frustrerende.

Jak II: Renegade (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Jak II: Renegade   © Sony 2003   (PS2)    1/3 Jak II: Renegade   © Sony 2003   (PS2)    2/3 Jak II: Renegade   © Sony 2003   (PS2)    3/3