Tour De France: Centenary Edition

Løbet er i gang

Så er Tour de France nummer 100 endeligt i gang, og enhver Tour fan ville vel elske at kunne fortsætte eskapaderne rundt omkring i Frankrig selv efter, at dagens etape er slut. Det er præcis, hvad Konami muliggør med deres Tour de France spil, der dog ikke klarer sig igennem uden punkteringer.

På trods af den efterhånden enorme interesse for cykelsport har det gennem årene stået sløjt til med gode simulationer af strabadserne på den tohjulede. Da vi så, at Konami stod bag udgivelsen af et spil, der samtidig er med til at markere hundredeåret for sportens mest prestigefyldte løb, var det derfor med en god portion forventning, at vi smed cd'en i maskinen. Skulle det endeligt være muligt at opleve atmosfæren, spændingen og dramaet, mens man samtidigt selv kunne stå for alle beslutningerne? Ikke helt.

Store klinger eller bløde hjul?

I en simulation af landevejscykling ville det være oplagt at lægge en god del af vægten på management af et hold, men Konami har, måske forudsigeligt nok, valgt at lave et meget arkadepræget spil, dog tilsat lidt managementkrydderi. Man starter med selv at kreere en rytter ud fra nogle ret begrænsede valgmuligheder såsom ansigtstype, hjelm og navn. Derefter vælger man et hold, og så kan man ellers gå i gang med at forberede sig på årets højdepunkt, Tour de France. Til at starte med får man indtrykket af at have et væld af muligheder. Cyklens stel, styr, hjul, dæk og meget andet kan sammensættes alt efter ens smag, der skal hentes sponsorer, vælges træningstype, man skal vælge om man vil træne eller deltage i et lokalt løb for at hente point og penge, eller om man skal tage måneden fri, fordi rytteren simpelthen er for medtaget til at kunne udføre et ordentligt stykke arbejde. Har man først leget lidt med indstillingerne falder det naturligt at deltage i éns første løb, og det er her, det egentlige gameplay går i gang.

Lige ud ad landevejen

Gameplayet er forholdsvist simpelt. Man holder X nede for at cykle af sted i et adstadigt tempo, der ikke dræner energi i nævneværdig grad, eller man trykker X kontinuerligt for at få rytteren op i et højere tempo, der til gengæld kræver mere energi. Løber man tør for energi, går rytteren i stå, men på hver etape har man op til 7 vandflasker at gøre godt med, og disse kan tilføre rytteren ny energi. Der kan også spares energi op på nedkørslerne, hvor man i stedet skal passe på ikke at ramle ind i barrikader og vægge. Dette gør nemlig ens potentielle energibeholdning mindre, og går det helt galt, risikerer man at udgå af løbet på grund af skader. Kunsten består altså i at balancere fart og energi så godt, at man kan køre over stregen

blandt de første og dermed vinde point til holdet samt penge til nyt udstyr og træning. Det fungerer ikke så dårligt endda, men hvis man leder efter den dynamik, man finder i virkelighedens cykelløb, bliver man skuffet. Der eksisterer ikke noget egentligt felt, men i stedet små grupper, der er spredt ud over ruten, og nærer man ønske om at komme først over stregen har man kun meget kort kontakt med disse, før man er nødt til at fortsætte ridtet. Hver eneste etape bliver derfor til et enmandstogt, der ganske vist kan være yderst spændende, men som slet ikke afspejler alle de facetter, sporten indeholder.

Mere arkade end simulation

Ligeledes finder man hurtigt ud af, at managementdelen af spillet er en lidt tynd kop te, der egentlig bare dækker over, at man opgraderer sit udstyr, hver gang der er råd til det. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det understreger igen spillets arkadepræg, der nok vil skuffe de potentielle købere, der er interesserede i en mere dybdegående simulation. At en karriere kun kan vare fem år, hvorefter man skal starte en ny rytter, får spillet heller ikke point for, og underligt virker det også, at man kan køre enkeltstående tidskørsler, men at de ikke er inkluderede i selve Touren.

Det skulle være så kønt

Havde man så bare haft en tårefremkaldende gengivelse af de smukke franske scenerier, havde det været lettere at se igennem fingre med spillets mangler, men også her er der langt op til feltet. Grafikken er nærmest pinligt simpel, hvilket kunne undskyldes, hvis der var tale om timelange etaper, men en typisk etape kan klares på kortere tid end det tager en Kæmpe Eskimo at begynde at dryppe i sommervarmen, og så dur det altså ikke, at man ser på grafik, der får Vice City, med dets enorme arealer, til at ligne et grafisk mesterværk.

Mere harmonika, tak

Lyden kan heller ikke råde bod på noget, da der her er tale om en yderst begrænset række lydeffekter og et ekstremt kedeligt techno-soundtrack, der grundet total mangel på variation meget hurtigt bliver så enerverende, at man glæder sig over muligheden for at slå det fra. Forvent heller ikke nogen Mader eller Leth, da spillet er helt uden kommentatorer.

Konklusion

Vi står her overfor en udgivelse, der ved første øjekast ligner et meget indbydende tag selv bord for Tour de France fans, men som efter kort tid blotter sine mangler og får én til at ønske, at potentialet var blevet udnyttet bedre. Lad os håbe, at der ikke går hundrede år mere, før den drøm bliver opfyldt. Tour fans vil med garanti føle sig underholdt i et stykke tid, men selv de vil sikkert have lagt spillet på hylden, inden Touren når til Paris.