Medal Of Honor: Allied Assault

Den 6. juni 1944 er en dag, der vil gå over i historien. Det var dagen, hvor Det Tredje Rige for alvor begyndte at ryste, det var dagen, der skulle blive begyndelsen på enden, det var dagen, hvor de allierede styrker løb stormløb mod de tyske tropper. Det var D-dag, og jeg var med - helt fremme i første angrebsbølge. Jeg var blandt de første til at betræde Normandiets kyst på det sted, der blev kaldt Omaha Beach, jeg var blandt de første til smage det salte havvand, blandet med krudtslam og smagen af blod fra mine faldne kammerater. Jeg var blandt de første, der skulle mærke hvordan det virkelig var at være i krig. Vil du med?

Mærk historiens vingesus

Turen tilbage til 1944 og D-dags slagmarker startede egentlig på PlayStation for en del år siden, hvor DreamWorks Interactive præsenterede verden for Medal of Honor; en first-person shooter, der foregik under 2. Verdenskrig. Spillet var overordentlig godt skruet sammen og høstede mange roser verden over. Senere hen blev det så kendt, at Medal of Honor ville tage turen til PC under navnet Medal of Honor Allied Assault, men man går galt i byen, hvis man tror Pc-versionen blot er en direkte konvertering af PlayStation-udgaven, tilsat lidt pænere grafik og sprødere lyd. Medal of Honor Allied Assault bærer vidnesbyrd om, at krigsspil i vore dage sagtens kan være realistisk, uden at skulle være pinligt nøjagtige simulationer af virkeligheden a lá Operation Flashpoint, der gengiver alt ned til mindste detaljer.

Gameplay

Medal of Honor Allied Assault tager sin begyndelse i dagene op til D-dag. De allierede er i fuld gang med at planlægge den store invasion og som Løjtnant Mike Powell, tager du del i disse forberedelser på nærmeste hold. Spillet lægger ud med en redningsaktion: en hemmelig agent er blevet taget til fange af tyskerne, og din deling skal undsætte ham, inden han røber planerne for D-dag. Dette er blot første opgave i en lang række, der tager dig mange forskellige steder hen i verden inklusiv Norge, det besatte Frankrig og selvfølgelig også landgangen i Normandiet - i en af spillets allerbedste baner.
Spillet har ikke nogen overordnet historie som sådan, men består af en række enkeltstående missioner, der igen består af flere forskellige baner, hvor eneste fællesnævner er dig, Lt. Mike Powell. Du går fra den ene opgave til den anden, mens du oplever begivenhederne på allernærmeste hold, meget i stil med Half-Life. Dette skaber den perfekte illusion af "at være tilstede". Spillet udnytter dette perfekt og specielt under landgangen i Normandiet, hvor man oplever det grusomme inferno af ødelæggelse, kaos, død og lemlæstelse, som vi så i Saving Private Ryan.

Missionerne varierer hele tiden, hvilket også tvinger en til at ændrer taktik fra bane til bane. Dette får man at mærke allerede i den første bane, hvor et planlagt bagholdsangreb går i vasken. I stedet må man løbe stormløb mod de tyske soldater og plaffe dem ned, inden de når at opdage, hvad der sker. I næste bane må træde varsomt frem og holde sig i det skjulte for ikke at blive set. I en senere mission forklæder man sig som en tysk officer, for at infiltrere en ubådsbase. Her skal man opføre sig pænt, holde sine våben skjult, ikke udvise mistænkelig adfærd og vise sine identifikationspapirer, når man bliver bedt om det. Det er en intens fornemmelse, at bevæge sig rundt blandt fjenden med fare for at bliver afsløret hvert øjeblik, men det er denne variation i opgaverne og de konstante skift i taktik og tempo, der holder spillet i gang.

Grafik

Grafikken i Medal of Honor Allied Assault bliver trukket rundt af samme motor, der blev brugt i Quake III: Arena, hvilket betyder en flot grafik med masser af flotte effekter som røg, regn og solskin, der skinner en i øjnene. Omgivelserne er alle realistisk udformet og specielt de sønderskudte landsbyer man ankommer til senere i spillet, fortjener ros for den stemning af uhygge og usikkerhed, der omgiver dem. Figuranimation er særligt imponerende med sine flydende og realistiske bevægelser. Især de sidste dødskramper hos de fjender, man skyder ned, er "flotte", hvis man kan tillade sig at sige sådan.
Grafikmotoren bliver dog ikke udnyttet fuldt ud, og Medal of Honor Allied Assault er ikke nær så flot som sin "fætter", Return to Castle Wolfenstein men det er ikke noget, man lægger mærke til i kampens hede.

Lyd

Lyden er derimod en helt anden historie. Den er ganske enkelt fænomenal og uden noget nævneværdigt sidestykke i sin rå realisme. Sammenspillet mellem lydeffekterne som granatild, geværskud, eksplosioner , stemmeføringen og en velkomponeret musik, skaber den rette stemning af krig og lurende død bag hvert et hushjørne. Stemmeføringen fortjener speciel ros. De folk, der venligst har udlånt deres røst til spillets figurer, gør det rigtig godt. Det giver særligt et ekstra kick, når de tyske soldater rent faktisk snakker og ikke mindst råber på tysk og ikke blot forsøger sig med gebrokkent engelsk.

Konklusion

Lad der ikke herske nogen tvivl: Medal of Honor Allied Assault er et fremragende spil, men det er først og fremmest fordi det fokuserer så stærkt på single-player delen, hvilket mange andre spil-producenter i dag desværre forsømmer. Dette har desværre været på bekostning af multiplayer-delen, der godt nok er veludbygget men ikke rummer samme kvalitet, som den man finder i fætter Wolfenstein. En række tekniske mangler hampre også multiplayer-delen, såsom manglen på en intern server-browser. En patch er på vej, der retter dette problem, men derfor er det stadigvæk irriterende.

Medal of Honor Allied Assault er derfor ikke et spil man skal købe, hvis man vil have et godt multiplayer-spil. Styrken ligger i single-player delen. Her er der gået meget arbejde i at give en spil-oplevelse, der er så nær på, hvordan det virkelig måtte have været at være soldat under 2. Verdenskrig, uden at realismen tager overhånd og kvæler oplevelsen. Dette vil desværre nok skuffe de folk, der havde set frem til et spil i stil med Ghost Recon med en overvægt på strategi og taktik frem for action. Omvendt kan Medal of Honor Allied Assault heller ikke gå for at være en rendyrket shooter, som Return to Castle Wolfenstein. Det kiler sig i stedet ind midt mellem de to, tager det bedste fra dem begge og gør det til sit eget. Resultatet bliver et spil, der bør komme enhver i hænde, så de selv kan mærke hvordan det var at være soldat under 2. Verdenskrig... og nu vil jeg begive mig tilbage til krigen. Hvor lagde jeg nu mine håndgranater?