X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

FIFA World Cup 2002


Nogle af jer læsere kender måske allerede til den begivenhed, der udspiller sig hver fjerde år. Okay, der sker en masse hvert fjerde år, så jeg må hellere være lidt mere specifik. Det er noget med en hel masse mænd, der kommer fra 32 forskellige lande… Nå men de bruger en masse tid på at spille fodbold. Og hvis de gode nok, får de så en rejse. Alle disse mænd rejser så til et bestemt land, en masse kloge hoveder har besluttet hvad for et. I år har de været lidt i tvivl, så det er to lande, der får besøg. Japan og Syd Korea. Alle disse mange mænd danner så 32 hold, fordelt på deres nationaliteter, derefter deler de sig op i otte forudbestemte grupper. Og så går de i gang med at spille fodbold, det lyder som en masse besvær, og det er det også. Der bliver investeret millioner af dollars i denne begivenhed, og folk verden over vil sætte sig i deres stuer i sommervarmen, måske med en kold øl, hvorefter de vil råbe og skrige af deres fjernsyn. Os der kan spille computer kan tage glæderne lidt på forskud, med FIFA 2002 World Cup.

Stemningen!

Verdensmesterskabet er uden nogen tvivl den største begivenhed i hele fodboldverdenen. Det er noget, som alle fans ser frem til og vil blive vist i stort set alle lande i verden. Der drejer sig om national stolthed og fodboldglæde, det er med andre ord et af verdens største shows. Denne gang bliver det afholdt i Japan og Syd Korea (information til alle jer der har haft jeres hoved begravet i en sandkasse det sidste års tid). Det hele drejer sig altså om stemning.

Spillets design og menuer er temmeligt nemme at overskue. Man kan enten spille en single match, altså en enkelt kamp, hvor man selv vælger modstander og stadion, vejr og så videre. Så er der mulighed for at se noget extra materiale - dette er komplet ligegyldigt. Til sidst er der options, her kan man indstille alt ved spillet, sværhedsgrad, spilletid osv. men det som verden drejer sig om er jo selvfølgelig spillets hoveddel. Det er med alle de originale hold, grupper, stationer, spilletider, det hele skulle være originalt, jeg kan i hvert fald ikke finde nogen fejl (Men jeg er jo heller ikke ekspert).

Gameplay

Men det er jo nede på grønsværen at det hele sker. EA som står fra FIFA spillene, har valgt at bruge den helt samme grafik motor som FIFA 2002, det er også de samme knapper man bruger, faktisk er det stort set det samme spil, ikke særligt originalt, men der har dog været plads til noget nytænkning.
Star Players er et helt nyt koncept, som EA har valgt at prøve af her i 2002 FIFA World Cup. Star Players betyder i alt sin enkelthed, at enkelte spillere er særligt gode inden for følgende egenskaber: Skud, afleveringer og løb. En star player er markeret med en lille stjerne, det er som sagt kun udvalgte spillere som Beckham, Zidane, Kanu og den slags der har fået en stjerne. Fra Danmark er det Jesper Grønkjær, der har fået en stjerne, jeg kunne selv finde på en spiller, der havde fortjent dette mere, men det er vel en smagssag.

Det er blevet meget nemmere at lave afleveringer samt at drible rundt med bolden, siden FIFA 2002, så her er der forbedringer at finde. Når man går i gang med selve spillet, personligt valgte jeg Danmark og kom så i gruppe med Uruguay,
Senegal og Frankrig. Hurtigt kom jeg i gang med den første kamp, det skal med det samme siges, at de omgivelser man spiller i mildest talt er imponerende. Stadionerne er fyldt til bristepunktet af hujende og heppende tilskuere, pressefotografer, sikkerheds folk, dommerholdet og så videre. Så kommer spillerne på banen og de sædvanlige og trofaste kommentatorer går i gang med at diskutere de to holds chancer, dels for at vinde, og dels for at komme videre i turneringen.

Så bliver bolden givet op, og kampen starter. Til min overraskelse så var Uruguay meget mere defensive, end jeg havde regnet med. Så jeg startede et rent bombardement af skud, mere eller mindre farlige forsøg, indtil at de slog en kontra, det var 30 minutter inde i kampen, og det kom mildest talt uforventet, der var intet jeg kunne gøre, og så stod den 1-0. Der sad jeg lidt chokeret, imens jeg prøvede at forstå, hvad der var sket. Tomas Sørensen havde ikke lavet et drop, han var blevet udspillet. Kampen blev derefter meget hurtig og det var med sved, blod og tåre at jeg startede et modangreb. Og så fik jeg endelig udlignet. Kampen endte 1-1 ikke et godt resultat, nu skulle jeg vinde over Senegal, det var dog ikke det store problem. De forskellige hold spiller helt forskudt af hinanden, Uruguay slog kontra, Senegal pakkede sig sammen og prøvede stort set ikke på noget imens Frankrig løb mig over ende ved et hårdt spil ude ved kanterne.

Det tager ikke lang tid at komme igennem World Cup. Det lykkes måske ikke at blive verdens mester i første omgang, men efter et par forsøg lærer man, hvordan man udnytter de fejl, der er i spillets AI. Målmanden har det med at placere sig lidt dumt, og blotte sit mål, dette sker hvis man for eksempel laver en høj aflevering ind i feltet og så stopper bolden på halvvejen.

Grafik

Visuelt går 2002 FIFA World Cup meget imponerende. Stadionerne er meget levende, spilleranimationerne er gode og meget livagtige. Bolden opfører sig som en bold skal, dog kommer der et par små fejl, det kan virke som om bolden klistre til spillerens føder, sådan så den rykker sig lidt tilbage hvis spilleren ligger an til skud. Man kan lave virkeligt flotte mål, især ved brug af stjernespillerne.

Lyd

Kommentatorerne er virkeligt gode, og kommer med små sjove bemærkninger og facts, blandt andet første gang Ebbe Sand fik bolden, bliver der fortalt lidt om hans fantastiske mål imod Nigeria, ved sidste slutrunde i Frankrig. Der er ikke så mange gentagelser, hvilket er rart, for der er ikke noget mere irriterende end at høre den samme sætning igen og igen. Tilskuerne laver også rigeligt af lyd, og det giver en rigtigt god stemning.

Konklusion

Om 2002 FIFA World Cup stadigt er sjovt efter slutrunden, det kan jeg ikke love, det er desværre gået lidt på hold hjemme hos mig. Efter at have spillet det i to dage, er det blevet lidt kedeligt, der mangler muligheder, det ville havde været rart, hvis man spillede kvalifikationen først og så spillede slutrunden, som man kunne i '98 udgaven. Men sådan skulle det ikke være. Spillet er flot okay, ingen tvivl om det, lyden er fin, og okay kampene er underholdene. Jeg gir mig, 2002 FIFA World Cup er et godt spil, men i en begrænset periode.

FIFA World Cup 2002
Anmelders vurdering
89%

FIFA World Cup 2002   © EA 2002   (GCN)    1/3 FIFA World Cup 2002   © EA 2002   (GCN)    2/3 FIFA World Cup 2002   © EA 2002   (GCN)    3/3