Når det sker, kan man lave de mest vanvittige og voldsomme manøvrer. En lang serie af spark i ansigtet eller 8-10 knæ i skridtet er bestemt ikke noget, man spøger med og det er da også den nemmeste måde at få en knockout-sejr på. Der kæmpes i en normal boksering, eller i et mindre område omkring den. Der er desværre ingen interaktion mellem arena og wrestler. Det ville være godt, hvis der var et par stole, man kunne kaste med eller en jernstang, man kunne bruge som våben.
Tæsk dit joypad
Der bliver både kæmpet mand mod mand og i hold med 2 på hver. I kampene, hvor man er alene, er der ingen problemer - det er sjovt og afvekslende. Men når det gælder holdkampe ændrer det sig. Kameraet zoomer ud, så man kan se alle kæmperne på én gang. Det giver selvfølgelig et slags overblik, men desværre er det ret svært at se, hvad man foretager sig nede i ringen og det bliver hurtigt til noget kaotisk rod og tilfældig banken på knapperne. Det er ærgerligt, at det skal være sådan, for der er som sådan ingen grund til at zoome ud, når man alligevel kun kan styre én mand ad gangen. Retfærdigvis skal det siges, at langt de fleste kampe også kæmpes mand mod mand.
Tæsk dine venner med dit joypad
Det er selvfølgelig også muligt at få noget menneskelig modstand i spillet. I starten er det ganske underholdende, men hurtigt opdager man, at spillet slet ikke fungerer på samme måde, som når man spiller alene. Hvor man før kunne vinde kampene ved at bruge kombinationer og en lille smule omtanke, gælder det nu bare om at smadre løs på knapperne. En taktik der ellers ikke er god mod computermodstanderne.
Stilfuldt
Er man til rap-musik, vil man elske Def Jam Vendetta. Det indeholder en lang række gode numre af de 12 medvirkende Def Jam kunstnere. Også den øvrige lydside er fin, både voice-acting og lydeffekter er i top. Stemningen er god og man kan godt mærke, at det er den hårde hiphop undergrundsverden, man befinder sig i. Det understøttes yderligere af den lækre grafik. Stilen er realistisk, men en lille smule overdrevet. Animationen er flot og flydende, teksturerne er detaljerede og realistiske. Et lille kritikpunkt er tilskuerne, selvom de fleste er fuldt animerede 3d modeller, så er dem på de bageste rækker bare flade og kedelige 2d sprites. Værd at nævne er også nogle bemærkelsesværdigt korte loadetider.
Konklusion
Def Jam Vendetta har mange ting, der kunne gøre det til det måske bedste wrestling spil. Det har flot grafik og lyd. En lækker stil og over 40 forskellige kæmpere. Når man spiller mand mod mand, er kampene underholdende og afvekslende. Desværre halter spillet, når man spiller hold og er i længden heller ikke godt i multiplayer. Vi gemmer femtallet til 2'eren, hvor de forhåbentlig får rettet disse ting.