Sly Raccoon

Du har sikkert ikke hørt om amerikanske "Sucker Punch" før, det er såmænd også første gang de gør sig på PlayStation-platformen. Med deres "Rocket: Robot on Wheels" fik de en masse fantastiske anmeldelser tilbage i 99, men det var til N64, så det kan vi hardcore PS2-fans ikke bruge til så meget. Men med deres blot andet spil-projekt, har de bevist at der stadigvæk findes relativt ukendte softwarehuse, som magter at banke en helt fantastisk titel sammen.

Genren er gennemtæsket uendeligt mange gange før, men heldigvis har Sucker Punch ikke holdt sig tilbage af den grund: Den står på platform/3D adventure i stil med "Ratchet & Clank", "Jak & Daxter", "Spyro" osv. Denne gang er det Sly Raccoon og hans tro følgesvende, Bently og Murray, som det drejer sig om.

Sly er en mestertyv, og han nedstammer fra en stolt familie af mestertyve. Heldigvis har Sly moralen i orden, og han kan naturligvis kun finde på at stjæle fra andre tyve, det er alligevel dér al udfordringen ligger.

Som lille var han så uheldig at overvære hans fader blive slået til plukfisk af en flok banditter, The Fiendish Five, som tog Slys families arvestykke, The Thievius Raccoonus, en håndbog som indeholder ikke mindre end ALLE Slys forgængeres tips og tricks. Heldigvis tager Sly ikke mere skade af den oplevelse, end at han magter at vokse op og selv blive en sand mestertyv. Fast besluttet på at skaffe bogen tilbage, begynder han nu sin jagt på The Fiendish Five, og sporet tager ham stort set hele verden rundt.
Men ikke nok med at han skal bekæmpe kriminelle elementer af den helt slemme slags, så bliver han selv samtidigt jagtet af Carmelita Fox, en fiks kvindelig politiinspektør som helst så Sly sat bag tremmer.

Man bliver bogstaveligt talt kastet ud i løjerne. Den første bane er træningsbane, som er uhyggelig nem og hvor man lærer de mest grundlæggende tricks, som Sly råder over. Samtidigt får man også præsenteret Bently, en snu skilpadde, som i bedste MGS-stil dukker op på radioen, når han mener han har noget at bidrage med. Endelig er der den lyserøde flodhest(!) Murray, temaets chauffør, som man også kommer til at se meget mere til senere i spillet.

Sly har de traditionelle moves, slag og hop, fra starten af. Efterhånden lærer han også mere specielle moves, enten angreb eller flere "stealth-teknikker", eksempelvis kan han gøre sig usynlig! Rimeligt praktisk.

Iøvrigt kan han også lave nogen rimeligt halsbrækkende tricks, som slet ikke er så svære som de ser ud til: Bestemte steder på banerne er markeret med små blå stjerner. F.eks. kan Sly snige sig langs en meget smal afsats ved blot at taste cirkel når han er kommet tilpas tæt på. Det samme gælder bittesmå punkter, hvor de fleste næppe ville holde balancen mere end et par nanosekunder, men for Sly er det blot et spørgsmål om at kaste sig i den rette retning, taste cirkel, hvorefter han let og elegant sætter sig til rette. Det er næsten for nemt, og det er meget sjældent man kommer til at hoppe ved siden af, noget der ellers er et ret centralt element i langt de fleste andre platform-spil.

Styringen er kniv-skarp og præcis, og man vender sig lynhurtigt til det meget simple system, som alligevel er ret alsidigt. De fleste af Slys tricks kommer af sig selv alt efter hvilken situation han er i, blot man taster cirkel.Kameraet præsterer aldrig at blive det samme irritationsmoment som man har set så mange gange tidligere i denne type spil. Man kan selv flytte synsvinklen med den højre analoge stik, men det er sjældent at det er nødvendigt at makke rundt i det.

Som du måske har bemærket (se screenshots), bruger spillet cellshading. Det skaber et ret unik look, og spillet ser bare helt fantastisk lækkert ud. Animationerne er rigtigt gode, desværre bare ikke særligt forskelligartede. Det er den samme animation man ser hver gang Sly knækker endnu et pengeskab. Okay, det er naturligvis en mindre detalje, men man har bare set i så mange andre spil, at figuren finder på noget nyt, så belønningen føles en anelse større.

I jagten på de skumle Fiendish Five, kommer man igennem (ja, du gættede rigtigt) 5 områder, som hver er opdelt i underbaner. Når man har fundet frem til en underbane, kan man altid springe direkte tilbage til den fra et oversigtskort. I alt er der 35 baner. I slutningen af hver bane får man en nøgle, og og når man har samlet alle nøglerne er det tid til at tage kampen op med en boss.
Banedesignet er meget gennemtænkt, der er kælet for alle detaljer, men samtidigt også næsten 100% liniært. Man kan meget sjældent vælge alternative ruter mellem A og B.
19 af banerne har gemt mellem 20 og 40 små flasker, som indeholder en del af en 3-cifret kode til et pengeskab der er på hver bane: Skabet rummer som regel et nyt move til Sly, så han er bedre udrustet til de efterfølgende baner. Derfor er det en god idé at sikre sig at man har alle hemmelighederne med fra hver bane før man fortsætter.
Desværre er banerne for nemme. I præcis 4 tilfælde ud af de 19 baner, var det nødvendigt for mig at gå tilbage på banen for at finde de sidste små flasker. Udfordringen er minimal, og udover flaskerne er der ikke flere hemmeligheder at komme efter.

Et action-adventure er ikke meget bevendt uden sub-games, og Sly Raccoon skuffer da heller ikke hér: Alle de fem områder har et par subgames, hvor der sker noget nyt. Der er et par baner, hvor teamets chauffør Marray har haft held til at rode sig ud i en konkurrence, hvor han skal køre om kap. Kørespillet er meget simpelt strikket sammen, men ikke desdogmindre bedre end en del andre kørespil jeg har prøvet på PS2! Styringen er stadigvæk knivskarp, og indlæringskurven perfekt. Man går fra at få total-klø i de første par forsøg, til at vinde suverænt iløbet af rimeligt kort tid.

Der er en del af de andre subgames, der er baseret på det samme grundprincip: Man styrer et eller andet fartøj med venstre stick, mens man skyder i den retning man peger med den højre stick. Det udvikler sig hurtigt til noget fribrilsk noget, hvor man prøver at koordinere begge fingre i modsat retning, og det er bare fedt. Udfordrende og rigtigt morsomt. Min favorit er en klassisk "Asteroids"-fortolkning,hvor Bently pisker rundt på en lille bane og forsøger at holde skindet på næsen imod de evigt delende asteroider.

Der flere små-spil, som alle underholder og udfordrer, omend kun en enkelt gang.

Stemme-arbejdet er noget af det mest fantastiske jeg har oplevet længe. Alle figurerne fungerer bare perfekt, og der kommer masser af guldkorn, især fra Bently når han snakker til Sly via intercom'en. De mange mellem-sekvenser, der mest af alt ligner en fancy Flash-animation, har også de mest fantasirige og morsomme historier.

Alle vil kunne gennemføre Sly Raccoon på ca. 10 timer, inklusiv din lillebror! Tilføj så en anelse ekstra, hvis du har haft for travlt i første omgang, og glemte at få alle de gemte flasker med. Men derefter er der næsten ingenting at komme tilbage efter.

Godt nok lokkes der med en særlig "time-trial" udfordring, hvor man skal piske igennem 19 af banerne på tid. Hér skal du tage piske MEGET bogstaveligt, for pludselig bliver sværhedsgraden skruet kraftigt i vejret, og langt de fleste gamers må væbne sig med tålmodighed hvis denne sidste del af spillets også skal knækkes. Mit bud er, at de fleste vil miste interessen inden man kommer særligt langt, det er kun de absolut mest sadistiske Sly-fans der hænger på til den bitre ende.

Alt i alt, er Sly Raccoon en meget behagelig overraskelse. Forklaringen på hvorfor vi har hørt så lidt fra Sucker Punch før, synes at være at det simpelthen tager lang tid at lave et spil der oser så meget af kvalitet. Grafik, lyd og gameplay går op i højere endhed, og danner tilsammen et helt fantastisk spil. Desværre falder de i samme fælde, som utallige udviklingshuse før dem: Levetiden er alt, alt fort kort. Sly Raccoon kan gennemføres på under 10 timer i første forsøg, og det inkluderer endda samtlige bonus-mål. Derefter er magien gået af det, og man har ikke megen grund til at vende tilbage.