Hulk

Grøn mutant går amok

Wolverine er blevet spilmatiseret for nyligt og nu er turen kommet til en anden af Marvel forlagets store helte - nemlig The Hulk. Spillet fortsætter et år efter hvor filmen, som er på trapperne i biograferne, slutter. Er det så endnu et middelmådigt spil, der skal udgives synkront med en film? Du kan få svaret i vores anmeldelse her.

Videnskabsmanden Bruce Banner har et problem. Han er blevet ramt af en atombombe og overlevede. Umiddelbart lyder det jo som en god ting for ham, men desværre har strålingen ændret hans krop. Bliver han nu stresset, ophidset, eller gal så bliver han omdannet til den grønne kæmpe The Hulk. Hans kræfter bliver umenneskeligt store, men desværre bliver hans motorik også ualmindelig dårlig. Disse ting udnytter spillet fint, men først må vi jo lige vide, hvad historien går ud på.

En hær af mutanter

En gammel kollega ringer til Bruce Banner og fortæller, at han har opfundet en vaccine. Med den vil Bruce Banner kunne slippe af med Hulken. Desværre var kollegaen fuld af løgn og da Bruce dukker op, stjæler kollegaen nogle af hans kræfter for selv at omdanne sig til den grønne kæmpe mutant Ravage. Det gør selvfølgelig Bruce godt gal i skralden, og så ved vi jo godt, hvad der sker. Nu starter jagten på Ravage og snart møder man endnu flere mutanter, ja faktisk en hel hær af dem og mange andre onde fjender. Har man læst tegneserien, vil man nikke genkendende til de fleste. Historien er ganske underholdende uden at være indviklet eller svær at forstå. At det ikke er samme historie som i filmen er også kun en god ting - det er sjældent sjovt at spille et spil, hvor man kender historien på forhånd.

Amok!

The Hulk er først og fremmest et action spil, men det er mere end det. Omkring hver femte bane er nemlig opbygget som en stealth-bane. Som Bruce Banner skal man så, i bedste Sam Fisher stil, snige sig forbi vagterne og løse simple puzzles. Det giver et godt afbræk fra de tempofyldte action-baner, men når bestemt ikke Splinter Cell højder. Det er dog også action-banerne, hvor den svage Bruce Banner er skiftet ud med The Hulk, der bærer spillet. Det er sjældent, vi ser et regulært slå på tæven action spil, være så underholdene. Fjenderne vrimler frem fra alle sider og der er konstant noget at se til. Gider man ikke lige slå på dem, kan man give sig i kast med at smadre sine omgivelser, for næsten alt kan smadres. Det er få ting, der er så underholdende som at springe op på køleren af en bil og se den bryde sammen under vægten af den grønne kæmpe, for derefter at springe videre til den næste. Man kan også kaste en gaffeltruck igennem en dør og tit er det faktisk nødvendigt at smadre muren omkring en dør for overhovedet at kunne klemme Hulken igennem den. Banerne er opbygget ret lineært, men det er ikke noget stort kritikpunkt her. Værre er det, at der ikke er nok af dem. Ret hurtigt er man igennem spillet, men heldigvis stopper det ikke her. Flere nye gamemodes bliver tilgængelige og andre små ekstra ting kan låses op ved at gennemføre det igen, eller ved at sætte rekorder i de nye gamemodes.

Dværgkast

Kampsystemet er rimeligt simpelt, men alligevel dybt nok til, at man kan underholde sig med det hele vejen igennem spillet. Som Bruce Banner er ens muligheder for kamp begrænsede, det er meningen, man skal gemme sig og undgå kamp. Som The Hulk er det derimod langt sjovere. Man har to forskellige angreb, der kan kombineres sammen til nogle hurtige angreb, samt nogle lidt voldsommere angreb der udføres ved at trykke på to knapper samtidig. Man kan også hoppe på sine fjender eller kaste ting efter dem. Det er endda muligt at bruge den ene fjende som kasteskyts mod den anden. Næsten alt på banerne kan samles op og bruges som våben. Spillet indeholder også et target-lock system, hvor man kan vælge, hvem man vil slå på ved at trykke på en knap. Men det er sjældent nødvendigt at anvende, da der automatisk sigtes på den nærmeste fjende.
Kameraet er automatisk og hænger hele tiden over banen i et fast punkt. Man har ingen kontrol over det, udover at man kan skifte til førstepersonsperspektiv for lige at se sig omkring. I action-banerne er kameraet godt og fjerner ikke koncentrationen fra de bølger af tæsk, der skal uddeles, men i stealth-banerne kan man nogle gange sidde og ønske sig lidt mere kontrol med det.

Lækker cel-shading

Lige nu forbinder mange cel-shading grafik med Zelda. I Hulk benyttes samme teknik, men på en lidt anden måde. Grafikken er stadig tegnefilmsagtig, men der er langt flere detaljer og der er ingen store ensfarvede overflader, hvilket får den til at virke lidt mere realistisk. Det ser utroligt godt ud, selvom stilen ikke er helt så gennemført som i Zelda. Vi kunne godt ønske os nogle skygger og især noget mere støv og gnister, når man smadrer omgivelserne, men ellers mangler der ikke noget. Animationen er god og det ser dejligt grusomt ud, når Hulken kaster en vagt ind en betonpille. Imellem banerne klippes der til nogle endnu flottere mellemsekvenser, nu er der flere detaljer og figurerne kaster realistisk skygger.

God lydside

Tæsk og ødelæggelse lyder som det skal og det samme gælder alle andre lydeffekter. Musikken er udmærket, men man ligger dog ikke meget mærke til den igennem de andre lyde. Men det bedste ved lyden er stemmerne. Stemmerne og stemmeføringen er god og replikkerne velskrevet. I stealth-banerne taler Bruce Banner løbende med sig selv for at forklare, hvad missionen går ud på. Det er en god ide i stedet for at indlede hver bane med en lang tekst eller forklaring på, hvad målet er.

Konklusion

Hulk godt, Hulk sjovt, Hulk vildt - sådan ville The Hulk sikkert selv beskrive spillet. Og vi giver ham ret - Hulk er action, når det er bedst. Vilde kampe, afvekslende gameplay og en fed og anderledes grafik. Eneste seriøse kritikpunkt er spillets længde, men da spillet er sjovt nok til, at man vil gennemføre det flere gange og indeholder en hel del ekstra sjov, så gør det ikke så meget.