X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

X-Squad


Vi er efterhånden vant til at se lutter sportsspil fra Electronic Arts, så det var da glædeligt at se at de nu forsøger sig med lidt adspredelse i form af action-spillet X-Squad. X-Squad er udviklet i samarbejde med Square, så det skulle vel borge for en del kvalitet.

Handlingen foregår i år 2037og regeringen har mistet al kontakt med en af sine top-hemmelige baser, kort efter at have modtaget nyheder om mystisk opførsel blandt personalet. Det sidste der blev hørt fra basen var en transmission fra en forsker om at hun havde fundet nogle mystiske data. Du har rollen som Ash, leder af en flok special-trænede soldater i special-gruppen X-Sqaud. Med din begrænsede viden om hændelserne skal du infiltrere basen og løe mysteriet om hvad der er foregået.

Til din hjælp har du 3 andre medlemmer som assisterer dig undervejs. Der er Maya, som er computer-specialist. Judd, der er trænet i brugen af tunge våben og rekognisering af området, samt Melinda der er overvågnings-ekspert og en habil skarpskytte. Spillet foregår i et såkaldt '3rd person perspective' hvor man ser din karakter, i dette tilfælde' Ash, bagfra. Efter en lille intro hvor man ser gruppen infiltrere basen og samtidigt hører den sidste besked fra forskeren er vi klar til at gå i gang. Til at starte med har du kun en Michaels .45 at gøre godt med, men som tingene skrider frem får du et rimeligt stort arsenal til rådighed. Du vil støde på alt lige fra flammekaster, maskinpistoler og sniper-rifles. Man skal dog selvfølgelig passe på med at spilde for mange skud, da alle våben har et begrænset magasin. Man kan selvfølgelig få flere magasiner, f.eks ved at skyde diverse badguys. Spillet virker en anelse som Doom, bare med en anden historie. Du løber rundt på banerne, skyder nogle soldater og prøver så at finde forskellige knapper, der aktiverer døre og elevatorer rundt omkring. Det er temmelig simpelt lavet da alle disse knapper er lette at finde og som regel aktiverer en dør lige ved siden af hvor du befinder dig. Til at starte med arbejder du på egen hånd, alt i mens du engang imellem får updates fra dine kolleger. På nogle tidspunkter arbejder man dog sammen som et team, og man kan så give hvert medlem forskellige ordrer. Det kan være alt fra backup, til at udforske området, og det fungerer såmænd udemærket.


Selve kontrollen er rimelig avanceret, men når man først har spillet en times tid, så virker den faktisk rimelig gennemtænkt. Man har de sædvanlige muligheder som at gå, løbe, snige og strafe og man kan desuden dreje kameraet med den anden analoge kontrolpind. Den fedeste detalje er dog den måde man kan kigge om hjørner på. Man kan, hvis man står tæt på et hjørne, lige stikke hovedet ud og se om der står nogle fjendlige
soldater i nærheden og derefter sænke dem med et velplaceret skud eller to. Alt i alt er spillet dog rimelig traditionelt bygget op. Man starter på en bane og skal derefter skyde sig ved til enden, hvor man så vil blive mødt af en den sædvanlige end-of-level boss, som man så efter bedste evne skal forsøge at nedlægge, hvilket dog ikke altid er helt nemt. Spillet indeholder 'hele' 9 baner og det er jo ikke særlig meget. Banerne er dog forholdsvis lange og der kan godt gå mellem 10 og 20 minutter på hver, afhængig af hvor meget man sniger sig omkring. Spillet har desuden 3 sværhedsgrader og den højeste kræver meget præcision og snilde fra spillerens side.

Grafisk er spillet ok uden at være banebrydende på nogen måde. Selve basen er rimelig kedelig at kigge på og det hele bliver hurtigt lidt ensformigt at kigge på. Selve effekterne er til gengæld gode. Der er flotte lysskær, røg fra ventiler, skudhuller og en masse andre små detaljer. Selve figurerne er ok, selvom de nogle gange går en anelse underligt. Man kan også se mange herlige detaljer i skudvekslingerne, såsom fjendens ild. Når Ash bliver ramt får han desuden et T1000-look, det vil sige at han bliver helt sølvfarvet, i en kort periode. Cut-scenerne er ikke specielt gode, da de er langt under den standard vi har set i andre spil.

Lydmæssigt er det en blandet landhandel. Musikken på titel-skærmen er rimelig god og stemningsfyldt, men selve soudtracket i spillet er direkte belastende. Man kan heldigvis slå det fra og i stedet lytte til lydeffekterne der er meget bedre. Alle dine våben har forskellig lyd og det er en fryd at høre tromlen dreje på en gatling-gun inden den begynder at meje alt i miles omkreds ned. De almindelige våben har også gode lydeffekter og man kan høre når hvert enkelt patronhylster rammer gulvet. Udover det er der de sædvanlige råb og skrig fra soldaterne når de bliver skudt og nogle gange råber de på backup, hvis de føler sig pressede. I cutscenerne bliver der også snakket indbyrdes i dit team og det er med den sædvanlige b-films agtige stemmeføring, som man enten elsker eller hader. Desværre passer mundbevægelserne slet ikke ind i billedet. Selve gameplayet har jeg været lidt inde på, men det eneste man skal tænke på er egentlig kontrollen i sig selv, da det er her spillet kræver størst tilvænning. Spillets holdbarhed kan nok også diskuteres da det er de samme 9 baner på alle sværhedsgrader og det er nok begrænset hvor mange gange man gider gennemføre dem, så det hele bliver hurtigt ensformigt og kedeligt. Det er som om man har prøvet det hele mange gange før.

Savner man actionspil på sin PS2, kan det godt anbefales i en kort periode, men dette spil vil formodentligt falme når vi ser Metal Gear Solid 2 og Syphon Filter 3.

X-Squad (EU)
Anmelders vurdering
6.0/10

X-Squad   © EA 2000   (PS2)    1/3 X-Squad   © EA 2000   (PS2)    2/3 X-Squad   © EA 2000   (PS2)    3/3