Sword Of The Samurai

Realismen i højsædet

Med det utal af kampsportsspil der er på markedet, er det forfriskende af og til at se genren gå i nye retninger. Oftest er der i nye kampspil tale om, at det forrige spil serien ganske enkelt er blevet raffineret på den ene eller anden vis, men Sword of the Samurai er et glimrende eksempel på reel fornyelse. Vi har krydset klinger med Genkis samuraier.

Sword of the Samurai er ikke et almindeligt kampspil. For det første kæmpes der ikke med næver og fodballer, men med traditionelle japanske sværd, både den ægte vare og de lidt mindre livstruende træningssværd af træ. For det andet har udviklerne stilet efter at gøre spillet så realistisk som muligt, og man kan derfor ikke, som i for eksempel Tekken, Virtua Fighter eller Soul Calibur, regne med stadig at kunne stå på benene efter at have været den uheldige modtager af en kaskade af slag. Faktisk er det i Sword of the Samurai muligt at dræbe sin modstander med et enkelt sværdhug. For folk, der tidligere har spillet Bushido Blade på den gamle PlayStation, vil dette ikke være overraskende, men for alle andre vil det være en helt ny måde at spille kampspil på.

Tranen, eller Den Blomstrende Lotus?

Når man først har gennemgået introduktionen, hvor man blandt andet vælger et hovede og en krop til ens karakter, går det hurtigt op for en, at livet som Samurai er en kompliceret affære. Der skal holdes orden på stilarterne, og allerede tidligt i spillet bliver man kastet ud i at skulle holde styr på et sandt utal af bevægelsesmønstre, der alle har deres egne, japanske navne. Ko er angrebsteknikker, Tai er forsvarsteknikker, Ken er forsvarsbrydende teknikker og Gyaku Kasa er et nedadgående sværdslag mod højre i linie fra den venstre skulder. I Bushido Quest, der er hovedretten i spillet, kan man vælge mellem forskellige dojos (skoler), hvor man kan lære nye teknikker, som man derefter selv sætter sammen i blokke af stilarter. Man kan også lære nye teknikker ved at lure modstandere af i diverse turneringer, hvor man også har mulighed for at vinde nye og bedre sværd. Som spillet skrider frem lærer man flere og flere teknikker, hvormed man bygger nye stilarter eller perfekterer eksisterende stilarter. Dette er nødvendigt for at have fremgang, da man allerede tidligt i spillets turneringer støder på modstandere, der ikke kan overvindes med de første, basale stilarter. Ens karakter udvikler sig også på en række andre områder, i stil med rollespil. Man har forskellige attributter, så som styrke, angrebskraft, hastighed, smidighed, indsigt og berømmelse, der alle har indflydelse på, hvor godt man håndterer kampene, og hvordan historien udvikler sig. Det er, som sagt, et temmelig kompliceret system, og et system, der indeholder så mange facetter, at det næsten er overvældende. Det behøver på ingen måde at være negativt, så længe man er klar over, hvad man går ind til.

Lidt for de actionhungrende

Ud over Bushido Quest, hvor man skal holde øje med både træning, turneringer, forskellige missioner, stilarter og ikke mindst hvile, finder man også den meget mere arkadeprægede Time Attack mode, hvor man bevæger sig igennem en bane efter eget valg og forsøger at gøre det af med så mange modstandere som muligt, før man selv går ned med flaget. Her kan man koncentrere sig om at hugge hovedet af folk, uden at skulle tænke så meget på valg af skole og stilarter. Der er også mulighed for at spille mod en ven eller veninde, og begge spillere kan endda spille med karakterer, de har bygget op og gemt på et memorycard i Bushido Quest mode.

Fin grafik og lyd med små skønhedsfejl

Grafisk er Sword of the Samurai bestemt heller ikke ringe udstyret. Figurerne er detaljerede helt ned til ansigtstræk, sværdene helt ned til detaljer på skæfterne og de mange, varierede baggrunde er både interessante at se på og giver et flot billede af det feudale Japan. De mange teknikker og stilarter gør, at der også er mange animationer at finde i spillet, hvilket selvfølgelig er et plus, men det trækker lidt ned i helhedsindtrykket, at overgangen mellem animationerne ikke altid er lige flydende, og at de derfor kan komme til at virke lidt unaturlige. Ligeledes trækker det lidt ned, at de ellers meget klare lydeffekter af og til kan blive noget enerverende, samt at det til tider virker som om, at de kommer en anelse forsinket, så lyden af klinge mod klinge ikke falder præcis, når man rent faktisk ser klingerne ramme hinanden. Ingen af delene ødelægger selve gameplayet, men går man op i de små detaljer, kan det være irriterende.

For de seriøse kæmpende
Sword of the Samurai er et spil med en utrolig dybde, og har man lyst til at prøve kræfter med et anderledes og meget realistisk kampspil, der meget fint fletter rollespilselementer ind i gameplayet, er der rigtigt mange timers fornøjelse at hente her. Er man mere til en hurtig omgang slå-på-tæven med kammeraterne, skal man til gengæld hellere holde sig til Street Fighter, Tekken og de andre arkadekampspil.

Konklusion

Et meget dybt, realistisk og kompliceret kampspil med rollespilselementer, der selv med sine få mangler vil være et oplagt valg for fans af genren, der har mod på at prøve noget anderledes.