The Lord Of The Rings: The Two Towers

Et velkomment gensyn

Så kom Gamecube versionen af andet kapitel i sagaen om Ringenes Herre, The Two Towers, endelig på gaden. Filmen er måske ikke så højaktuel, som den har været, men for alle de fans af Ringenes Herre, der findes, vil denne kvalitetsudgivelse nok alligevel være velkommen.

Spillet har ganske vist undertitlen "The Two Towers", men spillet indrager alligevel scener fra den første film. Således bliver man, som en af de tre spilbare figurer, Aragorn, Gimli og Legolas, kastet ud i midten af den første film og derefter skal man kæmpe sig vej igennem 13 baner, fra kampen på Weathertop og Morias miner til Fangorn og Helm's Deep fra slutningen af anden film.

Ren action

Spillet er et rent actionspil, hvis gameplay har sine rødder i gamle spil som Double Dragon og Final Fight, men med et noget mere veludviklet kampsystem. På bane efter bane bliver man sat op i mod horder af orker og gobliner, samt de mange bosser, der dukker op undervejs. Til at starte med er kampsystemet næsten lige så simpelt som i de gode gamle dage. Man kan vælge mellem to forskellige typer angreb - hårdt og hårdere. Dertil kommer en knap til at forsvare sig med. Hver gang man har gennemført en bane bliver man tildelt et antal points alt efter, hvor godt man har klaret banen. Disse points kan man så bruge til at købe nye former for angreb, eller til at opgradere ens våben. På den normale sværhedsgrad er det forholdsvist let at få gode points, så efter kort tid kan man slå fra sig med et halvt dusin forskellige angreb. Nogle angreb er gode til at nedbryde skjoldforsvar, andre bruges til at angribe, selv om man er blevet slået omkuld og igen andre bruges for overhovedet at kunne gøre indtryk på nogle af spillets mere hårdhudede uhyrer. Selv med de mange angreb, man efterhånden får til rådighed, forbliver gameplayet dog ret simpelt, da man hurtigt finder ud af, at der ikke kræves meget mere end 3-4 former for angreb for at kunne klare sig nogenlunde helskindet igennem og stadig få tilstrækkeligt med points. Spillet er godt nok et ret simpelt fuldblods beat 'em up, men der skal alligevel tænkes lidt en gang imellem. Bosserne har, som sædvanen kræver det, hver deres svage punkter, som skal findes, før man kan gøre sig forhåbninger om at komme videre. På den normale sværhedsgrad bliver det dog ikke så svært, at man ikke kan gennemføre spillet på en enkelt dag. Det er selvfølgelig oplagt at gå igennem spillet tre gange, én gang med hver figur, hvilket giver spillet lidt mere levetid, men spiloplevelsen adskiller sig trods alt ikke ret meget fra figur til figur. Gimli kaster for eksempel med økse i stedet for at skyde med bue, men i praksis gør det ikke den store forskel i gameplayet.

Noget at komme efter

Det er derfor heldigt, at der i spillet er indlagt en masse bonuser i form af filmklip, interviews, illustrationer og endda en hemmelig figur og bane, der kun kan låses op for, hvis man opfylder bestemte

kriterier. Man kan således godt have gennemført hele spillet med Legolas, men vil man se Viggo Mortensen interviewet, er man nødt til også at arbejde Aragorn op på en vis level og så fremdeles. Bonuserne er interessante nok til, at man har appetit på at låse op for dem alle og selv om det er en lidt billig måde at forlænge spillets levetid på, så er det bedre end ingenting.

God grafik men skuffende filmklip

Det bringer os til spillets grafik, der inkluderer filmklip fra både den første og den anden film. Hver bane indledes med et klip fra en af filmene, der fornemt glider over i 3D grafik et lille stykke tid før, man går i gang med at slå løs på orker og andet utyske. Det er flot serveret, men der er alligevel skår i tallerkenen. Der er en enorm mængde filmklip at finde på disken, men grundet Gamecubediskens begrænsede lagringskapacitet har det været nødvendigt at komprimere klippene så meget, at kvaliteten har måttet lide en del. Der er tydelige tegn på komprimering i form af hakkende sekvenser og kornede områder af billedet. Det ødelægger ikke fornøjelsen, men man bliver heller ikke narret til at tro, at man ser en rigtig DVD film. I kontrast til dette står selve grafikken i gameplayet, hvor man, ud over figurernes ansigter, hvor især Gimlis ansigt, der ser ud som om det har været i nærkontakt med en hvepserede, ikke kan finde meget at klage over. Det er lige så flot, som det var i PS2 versionen af spillet og så lidt til. Omgivelserne er meget flot lavet, men især figurerne, det være sig fjender som venner, har mange gode animationer og detaljer, der får universet til at komme til live. Gamecuben bliver nok ikke presset til det yderste, men det er flot nok til flere steder at kunne imponere.

Lyd for kendere

Imponerende er også lydsiden, ganske enkelt fordi udviklerne har haft al originalmusikken samt skuespillerne fra filmen til deres rådighed og det kan høres. De pompøse kompositioner spreder en dyster stemning og alt det ekstra materiale, skuespillerne har indtalt til spillet, kan man ikke forvente at få meget bedre. Oven i dette kommer lydeffekterne, der på ingen måde sænker standarden. Tvært imod er de generelt af så høj kvalitet, at de bare falder naturligt ind i, og understøtter, oplevelsen. Lyden i filmsekvenserne kommer desværre igen lidt til kort, men ikke i samme grad, som det er tilfældet med billederne og ødelæggende er det ikke.

Konklusion

For alle fans af Ringenes Herre bliver dette spil svært at komme uden om. Gameplayet holder måske ikke i sig selv interessen fanget lang tid nok til, at man gider gennemføre spillet med alle tre figurer, men de mange bonusser gør, at der er noget at komme efter også i anden og tredje omgang. Lyd og grafik er af god kvalitet og den eneste rigtige ridse i lakken er de meget komprimerede filmklip. Er man ikke fan, er der stadig et godt actionspil at finde her, men så skal man være mere opmærksom på, at spillet nok får en noget kortere levetid.