Primal

Orden eller Kaos?

Sony har netop udgivet et spil produceret af deres egne folk i Cambridge Studios. Spillet hedder Primal og ser ved første øjekast utroligt lovende ud. Men vi har ridset lidt i lakken og fundet flere alvorlige fejl i et ellers rigtigt godt spil.

I Primal følger man den smukke pige Jen på et eventyr, der vil åbne hendes øjne for evner, hun ikke anede, hun var i besiddelse af. Efter en koncert bliver hende og hendes kæreste overfaldet af et monster, Jen ender på hospitalet. Døden nær, havner hun under mystiske omstændigheder i en verden kaldet Oblivion. Et sted der eksisterer i balancen mellem orden og kaos. Og dette er netop omdrejningspunktet for spillets historie - orden og kaos. Ingen af de to modpoler kan eksistere uden hinanden, alligevel er kaos ved at få et overtag. Det er her, Jen kommer ind i billedet, hun skal sammen med Gargoylen Scree forsøge at genoprette balancen. Dette lyder selvfølgelig ret ordinært, men undervejs i spillet, bliver man udsat for flere overraskelser, der gør historien spændende og interessant.

Utrolig grafik

Introsekvensen der starter spillet er flot og stemningsfuld. Det samme kan siges om resten af spillet. Oblivion er et mørkt og dystert sted, men det betyder ikke, at det er kedeligt at se på. Detaljerigdommen er enorm - ting som knogler, væltede træer, murbrokker og alt muligt andet skrammel ses overalt. Teksturerne er skarpe og de samme mønstre bliver ikke gentaget endeløst, som vi tit ser det. Omgivelserne er også fulde af liv i form af, vinden der blæser i træerne, fantastiske lys og skygge effekter, tåge, sne, varmedis og realistisk vand. Personerne er om muligt endnu flottere. De må være designet af en flok meget talentfulde folk og animationen af dem er også helt i top. Der kan faktisk ikke sættes en finger på grafikken, det kan ikke gøres meget bedre på PlayStation 2.

Kedeligt gameplay

Men nu er grafik ikke alt, så lad os se på, hvordan spillet egentlig fungerer. Primal er et action adventure, hvor man som spiller har kontrollen over Jen og Scree. Ligesom i Resident Evil Zero er det muligt, ja faktisk nødvendigt, at skifte mellem de to hovedpersoner for at løse puzzles og passere forhindringer. Yderligere lærer Jen i løbet af spillet at få sin indre dæmon frem i flere forskellige former, hvilket giver hende flere evner, der også skal bruges rigtigt. Det er jo alt sammen meget godt, desværre

halter spillets gameplay et par steder. Først må vi slå ned på spillets tempo. Som sådan er hastigheden fin, når der altså sker noget. Men langt størstedelen af tiden bruger man på at løbe frem og tilbage i den enorme verden for at finde det, man mangler for komme videre. Og det er ofte som at lede efter en nål i en høstak, verdenen er enorm og det er sjældent, man kan få et hint til, hvor man skal begynde. Det er simpelthen ikke sjovt i længden. Det samme gælder spillets kampe. På trods af flotte effekter, skræmmende monstre og god kontrol over både Jen og kameraet, så bliver kampene hurtigt kedelige. Mest fordi monstrene kan tåle frygteligt mange tæsk, før de endelig falder omkuld. Der er en ganske god dybde i kampsystemet, man kan lave mange forskellige slag og kombinationer. Ofte er det dog nok bare at tæske løs på knapperne.

Sort skærm

Grafikken er ikke det eneste punkt, hvor Primal teknisk er helt i top. Loadetider er nærmest ikke eksisterende, når man løber rundt i den enorme verden loades nye områder løbende. Desværre skæmmes spillet også af nogle alvorlige fejl. Vi oplevede flere gange, at spillet gik i sort og vi blev nødt til at loade igen. En enkelt gang blev Scree fanget på den forkerte side af en væg. Det var da meget sjovt at se væggen bagfra, men næppe tiltænkt og endnu engang måtte der loades. Heldigvis er det muligt at gemme spillet hele tiden, så det må man jo bare sørge for at gøre.

Fra symfonisk til rock

Til sidst må vi ikke glemme at nævne spillets musik. Den er fantastisk stemningsdannende. Under de lange vandringer gennem spillets landskaber, borge og undersøiske områder lytter man til symfonisk musik, der blødt skifter i intensitet og lydstyrke alt efter, hvor man befinder sig. Når man så kommer i kamp, glider musikken over i noget hård rock, der øger intensiteten voldsomt. Den øvrige lydside kan der heller ikke sættes en finger på - god voice-acting og fine lydeffekter.

Konklusion

Primal er et spil, der kunne være nået langt. Det har fantastisk grafik, stemning, god kontrol og en spændende og interessant historie. De tekniske problemer trækker selvfølgelig ned, men det er den endeløse og kedelige vandring frem og tilbage i den enorme verden, der for alvor afholder os fra at finde de helt store points frem. Kan man leve med dette er Primal dog, først og fremmest på grund af dets historie, et spil der er værd at se nærmere på.