X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

NHL 2K3


Hockey når det er bedst

Det danske landsholds overraskende gode indsats ved VM har åbnet flere folks øjne for, hvor intenst og spændende hockey kan være. Sega kunne derfor ikke have valgt et bedre tidspunkt at udgive deres nyeste hockey spil. Vi ser, om Sega har formået at fange intensiteten i NHL2K3.

I NHL2K3 spilles der, ikke overraskende, med hold fra den amerikanske NHL-liga. Alle de kendte, og mindre kendte, hold er med - det samme gælder for spillerne. Der er også blevet plads til nogle landshold. Desværre er det kun de absolut bedste landshold, som er med, så vi kan ikke vise de svenskere, at vi skulle have vundet.

Mange muligheder

Sega har bestemt ikke sparet på omfanget af gamemodes. Der kan spilles alt fra enkelte kampe eller turneringer til hele sæsoner. Det er der som sådan ikke noget fantastisk i, det kan man jo i de fleste sportsspil. Den mest interessante gamemode er den såkaldte Franchise Mode. Her skal man ikke kun styre spillerne under kampene, men også sørge for at indkøbe og sælge spillere. Man kunne godt ønske sig nogle flere klubløse spillere, da udvalget er lidt for småt. Det er svært at finde nok spillere, der har klasse til førsteholdet, hvis man ikke spiller med et af de store hold.

Arcade eller simulation

Det store spørgsmål i et sportspil er altid omfanget af realismen. Er spillet alt for realistisk, bliver det kedeligt for nogle, er det derimod for action-præget bliver det kedeligt for andre. Sega har ikke fundet den perfekte balance i NHL2K3, det lader de simpelthen spilleren om. Der er utroligt mange ting, man kan indstille. Ved standard indstillingerne er spillet rimeligt realistisk, dog en smule for hurtigt i forhold til virkeligheden. Ishockey reglerne er ikke denne anmelders stærke side, så de blev hurtigt slået fra. Slut med sære off-side regler og udvisninger for at slå med staven. Også præcisionen i afslutninger og afleveringer, spillernes udholdenhed og meget andet kan indstilles. Det er utroligt lækkert, at hvad der ved første øjekast virkede til at være et sportsspil i simulationsgenren, hurtigt kan laves om til at være langt mere action-præget.

Sublimt gameplay

Kontrollen af spillerne kan indstilles ligeså meget. Basic-indstillingen er fin til at begynde med. Men hvis man vil have mere kontrol, skal man
vælge en af de andre indstillinger. Her er det muligt at skyde, aflevere og tackle på mere end én måde. Ulempen er så, at man nu må holde flere knapper nede på én gang. Styringen af spillerne er grundlæggende ret simpel, men jo mere man spiller jo flere små finesser, opdager man. AI'en hos både med- og modspillere er også rigtigt god. Eksempelvis skifter modstanderne hele tiden taktik og det mærkes meget tydeligt, når de pludselig beslutter sig for at presse hårdt for at få udlignet. Det gør spillet utroligt underholdene og kampene meget afvekslende. Målmændene er gode, meget gode. Det er svært at udplacere dem og det kræver meget øvelse eller en lav sværhedsgrad, hvis man vil vinde stort. Også taktikken for ens eget hold kan man overlade til AI'en. Gør man ikke det, kan der hurtigt blive mange knapper, man skal trykke på, da udskiftninger og taktiske ændringer skal ske løbende. Sammen gør disse ting, at spillet kan være lige til at gå til for begynderen, mens en spiller, der kræver mere realisme og flere muligheder, også bliver tilfredsstillet.

Hvad snakker han om?

Grafisk er NHL2K3 ikke nævneværdigt flot. Spillermodellerne er detaljerede og velanimerede. Men resten er ret middelmådigt. Omgivelserne er lidt kedelige og både tilskuerne, målene og banderne ser lidt kantede ud. Der er enkelte lækre effekter som skøjtespor og refleksioner på isen, men ingen af delene er overbevisende udført. Lydsiden er ligeledes kun lidt over middel. Tilskuerne er for det meste ret anonyme, en enkelt gang blev vi buet ad på udebane. Men ellers er det bare lidt fantasiløst baggrundsstøj. Kommentatorerne mangler derimod ikke fantasi, nogle gange tror man at de kommenterer noget helt andet end kampen. Ham, der snakker mest, er udmærket, selvom han gentager sig selv en del. Men når han en sjælden gang vækker sin medkommentator er det helt til grin. Vi har i hvert fald aldrig hørt ham sige noget, der har relevans for kampen. Det øger dog kun underholdningen og sådan er det jo også i de fleste andre sportsspil.

Konklusion

Hvad enten man er hockey-entusiast eller bare leder efter et godt sportsspil, så kan NHL2K3 underholde. Den store mængde af indstillingsmuligheder gør det muligt at spille både simulations og arcade sport. Lyd og grafik er acceptabel, men det er den høje spilbarhed, der giver spillet sin fine karakter.

NHL 2K3 (EU)
Anmelders vurdering
5/6

NHL 2K3   © Sega 2002   (GCN)    1/3 NHL 2K3   © Sega 2002   (GCN)    2/3 NHL 2K3   © Sega 2002   (GCN)    3/3