BloodRayne

Kvindelig vampyr på hævntogt

Hun er vampyr, den fødte dræbermaskine, hun er på menneskenes side og hun leder efter sin far. Ikke for at få en idyllisk genforening med ham, men for at slå ham ihjel fordi han voldtog hendes mor. BloodRayne har været en længe ventet titel med stort potentiale. Endelig har vi det og vi har gennem testet spillet, for din fornøjelse.

Nazister har tit været forbundet med det okkulte. Vi har set det før, blandt andet i den længe ventede efterfølger til Return To Castle Wolfenstein, som lige nu er aktuel i en finpudset version til Xbox. BloodRayne har en lidt anden måde at gribe det an på. Hun er vampyr, super adræt og så står hun bestemt ikke i vejen for rive lemmer af de stakkels nazister. En slags Tomb Raider blandet med Wolfenstein, blendet sammen og tilsat en ordentlig omgang speed!

Blod spor

I sin søgen efter sin far er BloodRayne blevet hyret af undergrunds organisationen: The Brimstone Society. Deres opgave består i at jagte og skaffe okkulte væsner og genstande af vejen. Spillet starter i Louisiana, hvor lokale indbyggere i et kæmpe sumpområde, bliver angrebet af sære væsner og selv bliver til uhyrer i zombie lignende tilstande. BloodRayne skal nu lære hvordan den slags skal klares og hun er heldigvis ikke alene. Sammen med hende er hendes gode ven og mentor; Mynce. Vi skal ikke afsløre mere af den tynde historie her, blot fortælle at sporet peger mod en tysker og at fem år senere går 2. Verdenskrig i gang og BloodRayne bliver igen kaldt til tjeneste.

Go girl

Hun er ikke en pige uden evner. Selvom hun er halvt vampyr besidder hun heldigvis ikke alle deres svagheder, men tilgengæld alt deres styrke. Hun kan hoppe afsindig højt, kan sætte tiden i slowmotion, se i mørke og gå berserk med det de kalder for Blood Rage. I Blood Rage er hun endnu mere adræt end normalt og hun kan lange tæsk med de mest ekstreme comboer så afrevne ben og arme flyver til alle sider. Evnen til at kunne se i mørke kaldes for aura vision og udover at de mørke gange bliver lyst op kan hun nu også se fjenderne med et rødt skær, sågar gennem vægge. Slowmotion foregår som vi efterhånden har set så mange gange før. Alting sættes næsten i stå, det er muligt at se kuglerne fare forbi overalt og nyde at se fjenderne skrige og vride sig i smerte mens deres dybe stemme langsomt beklager sig med et sidste støn. Sidst, men ikke mindst, kan BloodRayne automatisk sigte på to mål samtidig og bevæbnet med en maskinpistol i hver hånd falder fjenderne på stribe.

Morbidt

Da hun er vampyr, betyder det også at hun skal have blod for at hele hendes sår. Det er ikke altid helt nemt at komme ud af en skudduel uden skrammer så tit bliver man nødt til, i kampens hede, at springe op på skulderen af den nærmeste fjende og suge blodet ud af ham. Heldigvis er det muligt at skyde mens man er i den position, samt at bruge offeret som levende skjold mens energien langsom fyldes op og fjenderne løber kaotisk rundt og pløkker løs. Der er et eller andet tilfredsstillende i, at se et rum som for ti sekunder siden var intakt, nu efterladt med fem lig, smadret inventar, blod over alt og diverse kropsdele spredt ud over det hele.

Det lyder godt?

Ja det gør det. Problemet er bare at udover at være ensformigt, besidder spillet en masse irriterende bugs og uimponerende gameplay. Fjenderne er uintelligente, de skyder til de ikke har ret meget energi tilbage og så løber de - alle kampe syntes ens og afrevne lemmer bliver af en eller anden underlig grund nogle gange påsat igen når fjenderne falder om. Muligheden for at gå i slowmotion, bliver hurtigt mere irritation end en egentligt nydelse at se på. I spillets hurtige gameplay er springet til det langsomme for langsomt. Ydermere er kameraet ligeså langsomt som spillet er i slowmotion, så når BloodRayne har vendt en omgang, skal man vente i evigheder før kameraet også gør det. Nærkampene virker ikke optimalt, da man ikke følger, at ens angreb har nogen indflydelse på fjenderne. At BloodRayne selv sigter på fjenderne når hun er i besiddelse af skydevåben, er trods alt en rar ting, men af en eller anden grund kan hun ikke sigte mens hun suger blod. Bland dette sammen med middelmådig grafik, meget urealistiske skader, klonede fjender, baner der gentager sig, et flow og en historie som efterlader en med fornemmelsen tom og ligegyldig. Spillet havde potentiale, men kunne desværre ikke indfri det. Fans af genren vil kunne få en enkelt god aften eller to, men så heller ikke meget mere.

Konklusion

Desværre ender BloodRayne ikke med at være andet end blot middelmådigt. Spillet indeholder hverken intelligens eller gameplay der kan holde interessen i længere tid. Det er ærgerligt at spillet vil så meget men ikke kan levere det, havde udviklerne brugt lidt længere tid på at polere spillet og historien, gøre banerne interessante og give fjenderne personlighed så havde vores karakter været i den anden ende af skalaen.