BloodRayne

En blodtørstig heltinde

BloodRayne er hovedpersonen i spillet af samme navn. Hun er halvvampyr og meget meget tørstig. Udelukkende efter blod selvfølgelig. Det meste glider ned, men hun foretrækker blod udvundet med hendes egne tænder fra halspulsåren på en ond nazist. Vi har drukket blod for jeres skyld, læs her, hvad vi syntes om det.

BloodRayne er et action spil i stil med Enter the Matrix. Nu er det bare ikke agenter med superkræfter, vi er oppe imod, men nazister med okkulte interesser. Spillet er sat i tiden op til anden verdenskrig og ligesom i gode gamle Wolfenstein skal nazisternes interesse indenfor det okkulte undersøges og stoppes. Og hvem ville være bedre til dette job end en halvvampyr?

Vi har hørt det før

Den hemmelige organisation The Brimstone Society, hvor vores hovedperson BloodRayne arbejder, jagter det okkulte med det mål at stoppe det. Hvorfor de så har ansat en halvvampyr, forstår vi ikke. Spillet starter et sted i Louisiana og i løbet af spillet peger flere og flere ting på, at roden til alt ondt er at finde blandt nazisterne i Tyskland. Der er selvfølgelig lidt mere kød på historien end dette, men ikke nok til at den bliver interessant eller spændende. Det er, som nævnt, heller ikke første gang, at nazisterne sættes i forbindelse med det okkulte, så opfindsomhed er der heller ikke noget af.

Nedslagtning

Men nu er det jo også et action-spil og ikke en historiebog, så lad os se, hvor meget action der bliver leveret. Vi ser vores hovedperson i 3. personsperspektiv, som vi kender det fra Enter the Matrix og andre lignende action-spil. Det fungerer fint,og kameraet driller sjældent. Styringen af BloodRayne foregår med de to analogsticks. Med den ene bevæger man sig, mens man med den anden enten kan vælge at styre kameraet eller gå sidelæns. Sidstnævnte er klart at foretrække, da det både giver mere kontrol og samtidig bliver kameraet mere automatisk. Men man kan jo ikke altid løbe fra sine fjender. Og det skulle da også ligne BloodRayne dårligt at gøre. Hun er en ualmindeligt voldelig halvvampyr. Med hendes lange knive flænser hun fjenderne og hvis hun er flink, så skærer hun hovedet af dem med det samme. Hun har også forstand på skydevåben og kan da også håndtere et par stykker ad gangen. Når man skyder, så sigter hun automatisk på nærmeste fjende og al kamp foregår med to skulderknapper. Det er simpelt og nemt at gå til. For at gøre det lidt mere interessant, kan hun med et tryk på en knap gå helt amok i en blodrus, det fungerer på samme måde som Bullet Time i Max Payne eller Focus-mode i Enter the Matrix. Hun slår nu hårdere og hurtigere i forhold til fjenderne. I løbet af spillet lærer

man mere avancerede angreb, men der kommer aldrig for alvor dybde eller variation i kampsystemet. AI'en hos fjenderne er ret dårlig, vi har dem endda mistænkt for at skyde på hinanden. De kan til tider også virke ret forsvarsløse, men slagtes, det skal de da alligevel. Bosserne er dog lidt mere udfordrende.

Blodtørst

Spillets missioner er opbygget af et eller flere mål. Når der er flere, er det ofte ligegyldigt, hvilken rækkefølge man tager dem i. Målene er ikke særligt varierede, næsten altid skal man smadre et eller andet monster. For at gøre det nemmere at finde ens næste mål har BloodRayne noget, som hedder Aura Vision. Når hun bruger det, lyser målet op, uanset hvor langt væk det er. Det gør, at man sjældent sidder fast, og at der aldrig er en død periode uden action. Men på trods af baner med flere mål, så føles spillet ret lineært. Det er ikke en interessant baneopbygning, men den sanseløse nedslagtning og de store mængder af blod, der skal gøre dette spil sjovt. En vigtig detalje der bør nævnes er BloodRayne's blodtørst. Hvis man i for lang tid undlader at drikke fjendernes blod, så dør hun simpelthen. Det kan resultere i nogle ret desperate jagter på blod og et lille afbræk i den sædvanlige jagt efter det næste mål.

Blodbad

Grafisk er spillet bestået uden at brillere. Det har de sædvanlige slørede teksturer og nogle ret kedelige lokationer. På plus siden så er animationen fin og ret realistisk, hvis man lige ser bort fra de kvindelige personers meget hoppende brystregion. Monstrene er ret ulækre, men ikke specielt godt lavede. De er meget kantede og virker slet ikke så skræmmende som eksempelvis zombierne i Resident Evil. Der er heller ikke ret mange forskellige fjender, det er de samme to nazister eller edderkopper, man smadrer hele tiden. Imponerende effekter er der ikke mange af, men blod er der masser af. Der flyder med blod overalt, desværre ser det ikke altid lige realistisk ud. Lydsiden er da også udmærket. Musikken passer fint til den voldsomme action og lydeffekterne fanger fint lyden af nazister, der bliver slagtet. Ligesom i de fleste film så taler tyskerne med en morsom accent og deres kommentarer er da også ret morsomme. Aldersgrænsen på spillet bør dog nok for en gangs skyld overholdes, da det er ret voldeligt og fyldt med blod og sexuelle undertoner.

Konklusion

Fans af genren vil måske finde dette spil interessant hele den dag det tager at gennemføre det. Men for os andre er det bare en omgang sanseløs nedslagtning af stort set forsvarsløse monstre og nazister. Baneopbygning, grafik og historie er uinteressant. Skal du drikke blod, så smut ned i blodbanken, det her er ikke pengene værd.