Jeg har, da jeg var yngre end jeg er i dag, været en stor fan af de japanske rollespil. Det har været et givtigt forhold helt frem til denne generation, hvor spil som Baiten Kaitos, Final Fantasy VII + X, Shadow Hearts: Covenant, samt en lang række klassikere, har givet mig nogle af de bedste spil-oplevelser, jeg kan huske.
Det er dog som om, at forholdet er blevet svært i denne gene... Se hele indlægget
Jeg har, da jeg var yngre end jeg er i dag, været en stor fan af de japanske rollespil. Det har været et givtigt forhold helt frem til denne generation, hvor spil som Baiten Kaitos, Final Fantasy VII + X, Shadow Hearts: Covenant, samt en lang række klassikere, har givet mig nogle af de bedste spil-oplevelser, jeg kan huske.
Det er dog som om, at forholdet er blevet svært i denne generation. Den eneste umiddelbart gode JRPG-oplevelse jeg har haft, har været Enchanted Arms (med undtagelse af Dragon Quest: Hand of the Heavenly Bride), som ikke er noget perfekt spil, men har nogle interessante personager. Jeg har både haft Lost Odyssey, Eternal Sonata, Blue Dragon og Infinite Undiscovery i maskinen, med varierende fiasko. Bedst er det gået med Eternal Sonata, som i det mindste indeholder et meget drømmende visuelt udtryk, men også nogle bund-kedelige figurer.
Spørgsmålet er hvad der er sket med JRPG'erne (eller med mig). Umiddelbart er mit eget bud, at der ikke er sket nok; de fleste spil i genren hænger i bremsen, og formår ikke at levere på de områder, hvor genren normalt har noget at byde på. Hovedelementet i et klassisk JRPG er i mit perspektiv historiefortællingen, og selvfølgelig de personer denne fortælles igennem. Gameplay spiller også en rolle, men er i denne generation, tilsyneladende blevet en eftertanke. Når gameplayet indeholder for mange trivielle opgaver og ligefrem bliver kedeligt, er der ikke stof nok til at holde mig fanget i de 90 timer af et 100 timers eventyr, hvor historien ikke forløber. At historierne i de eventyr jeg nævner, efter min overbevisning, heller ikke har været særligt gode, er en tredje ting. Det er især fortælleteknisk jeg synes spillene halter i øjeblikket, f.eks. i forhold til de store action-titler. Vel er det ofte fuldstændigt hjernedøde historier, der fortælles i disse, men de fortælles ofte med et fantastisk visuelt flair, som vel kan kaldes "filmisk" om man ønsker det (hermed tager jeg ikke højde for at action er langt mere umiddelbart underholdende, end to mennesker der har en stille og rolig samtale i et JRPG).
Det er ikke fordi at JRPG'erne skal blive mere actionorienterede, hverken i deres historier, eller deres måder at fortælle dem på, men de bliver i mine øjne nødt til at udvikle sig mere på dette punkt for at leve op til en general standard på mediet. Hvad siger i andre? Er det bare mig der har fået damp-hjerne af at spille for mange FPS'er/TPS'er, eller er der noget om snakken?
|