Eleva2eren er måske død, men det er Hugo sandelig ikke. Hvem havde spået den lille trold en så lang levetid, første gang han dukkede op på skærmen over det ganske land? En stor succes er han blevet, ikke blot i Danmark, men også i det store udland og hvorfor ikke? Hans nyeste eventyr er i hvert fald ganske fornøjeligt.
Historien er simpel og genkendelig, men det gør nu ikke så meget i dette tilfælde. Den onde heks Afskylia er selvfølgelig tilbage og får denne gang hjælp af den lige så onde Don Krokos. Hun har fundet opskriften på, hvordan hun kan blive endnu mere afskyelig, men til det formål skal hun bruge nogle yderst sjældne sorte diamanter. Derfor har hun og Don Krokos gjort alle de flinke kikuer på Vulkanøen til slaver, der arbejder i minerne dag og nat. Det er naturligvis ikke noget vores kære Hugo bare kan lade passere, så han drager til Vulkanøen for at befri de stakkels kikuer og stoppe Afskylias onde planer. Dermed er grunden lagt for et hyggeligt platformseventyr, der lægger sig tæt op ad spil som Crash Bandicoot og Croc.
Hør, har jeg ikke været her før?
Har man spillet netop Crash Bandicoot, vil man kunne nikke genkendende til det første møde med det nyeste Hugo spil. Der er ikke tale om de gode gamle 2D Hugo spil, hvor det hele var meget enkelt og man bare skulle hoppe eller vælge retning på det rigtige tidspunkt, men i stedet er der nu fuld bevægelsesfrihed i alle tre dimensioner. Hugo kan udover det obligatoriske hop, også kravle, hvilket er nødvendigt for at komme forbi visse dele af banerne og så har han et angreb, der kan gøre det af med Afskylias og Don Krokos onde soldater. Undervejs på banerne skal man befri kikuerne og lykkedes det at befri alle kikuer på en bane, bliver man belønnet med et ekstra liv. Man kan ligeledes samle blå diamanter og har man samlet alle disse efter at have gennmført en bane, bliver man belønnet af kikuerne med ekstra styrke. Der ud over kan man samle hjerter og trylledrikke op og de giver såmænd også mere styrke eller liv. Alt sammen foregår i et tempo, hvor de fleste kan være med, især hvis den letteste sværhedsgrad vælges.
|
|
Ned til de varme lande Omgivelserne på Vulkanøen er fremstillet solidt og funktionelt, uden for mange dikkedarer. Grafikken når ikke op på niveau med Crash Bandicoot, men det fungerer og er for det meste både pænt at se på og giver den rigtige Hugo-stemning. Man kunne godt have ønsket sig lidt flere detaljer i grafikken og det hænder også, at man kan se sammenføjningerne i de dele, grafikken er bygget op af, men det er trods alt hæderligt og giver ikke anledning til at man kan kalde nogen dovne. Animationen af Hugo, hans venner og fjender er også helt fin, blot kan det til tider være lidt svært at bedømme hvor diamanterne eller fjenderne er på skærmen og ekstra frustrerende er det, når man på den konto bliver ramt af fjenderne. Man vænner sig til at tage det med i sine beregninger, men det ville nu have været rart, hvis kollisionsberegningen havde været lidt mindre krævende. Lyden er til gengæld nærmest fejlfri, med masser af gode tegnefilmseffekter og passende baggrundslyde, men især stemmerne, der er lagt på spillet, er fænomenalt gode. Det er tydeligt, at her ikke er tale om at programmørerne har fået bedstefar til at hoste lidt i mikrofonen, men at der er hentet professionelle folk ind til jobbet og kobler man alle delene af spillet sammen, får man et indtryk af en kvalitetsproduktion og man ønsker næsten at få lov at se, hvad udviklerne kunne gøre med et rigtigt stort budget. Det er dansk, det er dejligt En lille advarsel: Spillet kan ikke gemmes på et memorycard, men benytter sig i stedet af koder, som du skal skrive ned og taste ind for at fortsætte fra den bane du sidst nåede til. En irriterende dum løsning, men ikke noget der ødelægger spillet. Har du ikke spillet Crash Bandicoot, Spyro eller Croc, ville disse spil nok være bedre at investere i, da de stort set deler alle aspekter af gameplay med Hugo. Har du allerede spillet dem og er du et barn eller en barnlig sjæl, der ikke har noget imod at et spil er overlagt pussenusset, går du ikke helt galt i byen med Hugo - Black Diamond Fever. Det er et fornøjeligt lille spil og så er det dansk!
|
|
|